En blob i hjernen betyder ingenting hvis man ikke kan forklare det i normale termer

Hjerneforskningen kan bruges fornuftigt til at forbedre vores viden om os selv, men vi er nødt til at kunne skelne skidt fra kanel. Sådan skriver hjerneforskeren Thomas Zoega Ramsøy i interview med koms redaktør. Interviewet er foretaget pr. e-mail

 

KOM: Når jeg ser at du er neuropsykolog og ph.d. i kognitiv neurovidenskab og kan fortælle om hjernens komplekse kemiske processer og beskrive hvor hjerneforskningen kan hjælpe os i kommunikationen, så kommer jeg også til at tænke på ordet manipulation. På om jeg nu også er så meget herre over mine egne handlinger og beslutninger som jeg går og tror. Er det i virkeligheden en illusion at jeg bestemmer selv når jeg foretager valg hvad enten det er henne i supermarkedet når jeg stemmer til et valg, eller når jeg vælger at leve mit liv på en bestemt måde?

Thomas Zoega Ramzøy (TZR): Der er ingen tvivl om at vi selv føler at vi er herre over de valg vi tager, og at de fleste valg er taget efter en bevidst afvejning af fordele og ulemper. Ikke mindst tror vi det gælder hvis vi skal tage vigtige afgørelser som indebærer mange penge eller sociale omkostninger. Men forskningen gennem det sidste tiår har gentagne gange vist at en ufattelig stor andel af vores valg kan spores til tidlige og ubevidste hændelser i hjernen. Derfor tyder forskningen på at vores valg og vores adfærd generelt styres meget af ubevidste processer.

Dermed er det ikke sagt at vi er automater som kun reagerer på input. Noget tyder også på at vores bevidsthed kan spille en rolle i at forhindre eller forandre adfærd. Det er som om vores bevidsthed er en slags ”buffer” for tidlige impulser. Men der er også forskere som mener at bevidstheden ikke har nogen indflydelse på vores adfærd, men kun er et ”epifænomen”. Det er svært at argumentere for og imod en sådan påstand. Men der er altså ingen tvivl om at vores valg, vores adfærd, vores kommunikation ikke er bevidst styret ned til mindste detalje, og det passer meget godt som udtrykket siger: ”how can I know what I mean before I hear what I say?”.

Dette betyder egentlig at begrebet ”manipulation” skal omtænkes. For i den traditionelle forstand er manipulation måske noget man gør for at overbevise (måske gennem lidt snyd og selektiv informering) bevidste og rationelle personer. Erasmus Montanus’ demonstration af at hans mor er en sten fordi en sten ikke kan flyve og hun ikke kan flyve, er et eksempel – om end absurd – på manipulation af denne slags.

 

Når det ubevidste påvirker adfærden

Men hvad hvis vores valg ikke er bevidst og rationelt funderet, hvad er så manipulation? For eksempel har man vidst i lang tid at ubevidst information kan påvirke adfærd. Hvis du viser noget meget hurtigt på en skærm, kan det være at det påvirker en persons valg. Vi har for eksempel vist at folk er bedre til at gætte hvilken geometrisk figur som blev vist selv om de ikke så den bevidst. Det samme gælder vandrehistorien omkring Cola-reklamen i biografen, som kun er en vandrehistorie, men hvor fænomenet er reelt nok: man kan påvirke folks præferencer ved at vise information som kun bearbejdes ubevidst.

Derfor findes der også i de fleste lande en lov imod at vise ubevidste reklamer, men jeg tror den grænse er fiktiv. Meget af normal kommunikation er ubevidst funderet. Og alt fra nonverbal kommunikation til produktplacering overtræder disse grænser helt klart. Vi er ikke klar over intonationen i en stemme, håndens gestikuleren eller at American Idol-ikonet ligner Fords brandlogo. Når så stor en del af vores normale psyke er ubevidst, hvordan kan vi så lovgive imod kommunikation som bearbejdes ubevidst? Det er et af de store etiske spørgsmål jeg tror vi vil beskæftige os med mere fremover.

KOM: Når hjerneforskningen viser at vores valg og vores adfærd generelt styres så meget af ubevidste processer som du beskriver, hvordan kan hjerneforskningen så kortlægge disse processer og dermed hjælpe os til at forstå menneskers adfærd således at vi som budskabsafsendere kan lære af det – og måske handle efter det? 

TZR: For det første skal man ikke tro at hjerneforskningen er den hellige gral. En blob i hjernen betyder ingen ting hvis man ikke kan forklare det i mere ”normale” termer. Egentlig kan man nøjes med at se på hjerneforskningen som en forlængelse af adfærdsforskningen som for eksempel psykologi, sociologi og økonomi. Men hvor de studier vi har af folks adfærd, er begrænsede til målbare forandringer i adfærd, så kan studiet af hjernen også kortlægge andre tendenser som ikke viser sig i form af adfærd. Så hjerneforskningen kan afdække ”skjult adfærd” om du vil.

På den anden side giver hjerneforskningen os mulighed for at få et indblik i de mekanismer som er på spil. For eksempel viste studiet af hjerneskade for et århundrede siden at forskellige områder af hjernen tager sig af henholdsvis sproglig forståelse og sprogligt udtryk. Endvidere har man fundet, at skader i hjernens forreste dele, pandelappen, kan påvirke personlighed, specielt empati, beslutningstagning og arbejdshukommelse. Det har ledt mange til at tro at der er centre for det ene og det andet, og at hjernen er opdelt i afgrænsede områder som hver især har afgrænsede funktioner. Nu ved vi bedre at der er en del overlap i hjernens funktioner, og at mange strukturer kan være involveret i mange funktioner. Så der er ikke et center for nydelse, et for frygt, et for hukommelse og et for sprog. Dette skift – måske mest i formidlingen af hjerneforskning – tror jeg vil have betydning for vores forståelse af hvad kommunikation er.

Og netop kommunikation er interessant for vi tænker almindeligvis på dette som en meget bevidst proces. Men kommunikation er også mange ubevidste processer. Mimik, gestikuleren, intonation, sætningsvalg, ordvalg og så videre. Alt dette er ikke noget vi rationelt og bevidst skal tænke grundigt over inden vi siger noget (i hvert fald ikke i de fleste tilfælde). Det vil være det samme som at cykle, og at du samtidigt skulle tænke over hvert enkelte pedaltryk hvornår du skulle trække vejret og puste ud og samtidig bevidst styre øjnene. Vi tager så meget for givet af vores adfærd at vi er ret blinde for hvor meget der styres ubevidst.

 

Vi kan lære af det

Spørgsmålet er om vi kan benytte dette til at lære noget. Det tror jeg sagtens er muligt. På den ene side kan man træne folk til at blive mere bevidste om de signaler de sender, noget man ofte kan se ved brugen af videoteknikker. Her vil folk blive langt mere bevidst om de dele af kommunikationen som de ikke normalt er klar over. Bare det at høre sin egen stemmeoptagelse, se sig selv på video er noget mærkeligt noget fordi vi netop ikke er vant til at se os selv ”udefra”. Denne teknik kan selvfølgelig også benyttes for egen vindings skyld som når en godt skolet sælger tilpasser sig den person han står over for. På den anden side kan vi som personer også benytte disse indsigter til bedre at forstå andres adfærd og kommunikation. Bare det at forstå at andre personers adfærd kan styres en del af ubevidste processer, vil kunne påvirke en kommunikation ganske dramatisk.

KOM: Hvor er det så at hjerneforskningen i samspil med andre forskningsområde, som for eksempel adfærdsforskningen, efter din opfattelse bedst kan anvendes i kommunikations-sammenhæng – og hvor vil du sige at kommunikationsfolk skal glemme alt om det fordi det ikke kan bruges til at tage nogen som helst beslutninger på baggrund af? Jeg ved at du for eksempel har kritiseret Martin Lindstrøms ”Buy-o-logy” og brug af neuromarketing, men hvor er det du synes at den form for forskning – og brugen af den – fejler?

TZR: Først skal man glemme al den hype og varme luft der er. Vil det virkelig hjælpe din forståelse af noget som helst at vide at der er et område i hjernen som er mere aktivt når du udfører en bestemt adfærd? Hvad skal man bruge viden om hjernens rolle i frygt, kærlighed, belønning, hukommelse og problemløsning til? Og glem for al del at blive fascineret af de lysende pletter i hjernen som så mange viser i tide og utide. Det er nok mit første bud. Neuro-fascinationen er gået for vidt, så vidt, at den bruges som salgsargument af folk som ingen forstand har på hjernen. For i sidste ende må man sige: hvad andet end hjernen kan være delagtig i vores adfærd og vores tanker? Det bliver hurtigt lidt ironisk når man ser det på den måde.

Jeg har netop advaret flere gange imod neuro-hypen fordi den egentlig ikke hjælper med noget som helst. Ofte giver den en masse fejlagtig information som gør at folk vil handle forkert. Tag for eksempel Martin Lindstrøm som hævder at han har lavet en skanningsundersøgelse af over 2.000 personer mens de så blandt andet reklamer (der findes dog ingen videnskabelig dokumentation for disse undersøgelser). En af hans vigtige pointer kommer fra en undersøgelse hvor rygere skulle se på advarsler imod rygning. Her fandt han (hævder han) aktivitet i en struktur som kaldes nucleus accumbens, en struktur som ofte ses aktiveret ved nydelse eller forventning om belønning. Lindstrøm hævder, at den aktivitet han finder, må betyde at rygerne forventer en nydelse, altså at advarslerne har den modsatte effekt. Dette er hårrejsende forkert! Ud over at det er en logisk fejlslutning (revers inferens/bekræfte konsekventen) så ved man som hjerneforsker at dette område også kan være aktivt når man forventer noget negativt. Og dette gør at hele Lindstrøms argumentation falder sammen. Og så bliver det først skræmmende at tænke på at han på kort tid fik politikere i tale med denne snak...

Mit største problem med hjerneforskningen er faktisk den måde den bliver formidlet på. Folk kan uden risiko for repressalier kalde sig hjerneforskere eller kaste powerpoint-slides op med lysende hjerner på uden at der rejses et kritisk spørgsmål. For der er vel måske ikke nogen der tør når de ikke selv ved noget? Hvorfor er der ingen som siger at de er astronomer, biologer, eller fysikere hvis de ikke har taget den aktuelle uddannelse? Lad mig give nogle konkrete eksempler: Ann E. Nielsen snakker om kønsforskelle hos børn hvor det egentlig er så lille en forskel at det kun er en statistisk kuriositet. Og psykologer som Anne Holt præsenterer og diskuterer teorier om hjernen som er over 50 år gamle...og for længst forladt af moderne hjerneforskning. Disse personer har måske den bedste intention, men er svære at korrigere da de ikke figurerer inden for hjerneforskningens almindelige rammer (for eksempel udgiver de ikke selv forskningsresultater, et minimumskrav for at være forsker...). At slå på hjerneforskningen er i dag blevet så slagkraftigt et argument (over for de uvidende/ukritiske) at man må overveje at lave tiltag for at begrænse omfanget. For problemet er jo ikke ytringsfrihed eller ”smag og behag”, men at denne faktuelle viden kan have meget stor betydning for alt fra børneopdragelse, didaktik, psykologisk praksis og generelt politiske beslutninger. Det er skræmmende, og derfor forsøger jeg at råbe op. Det giver nok nogle knubs, men så skal man bare være tykhudet. Og det er jeg.

På den anden side skal man bruge hjerneforskningen til det som den er god til: at tilbyde en testet og forbedret viden om hvordan vores psyke fungerer, og hvorfor vi opfører os som vi gør. Hvordan vi bedre kan forklare vores adfærd. Som hjerneforsker har jeg dog ingen direkte og hemmelig tilgang til det ubevidste. Men jeg vil bande på at jeg meget bedre end de fleste ved hvordan den menneskelige psyke fungerer, bevidst såvel som ubevidst. Og jeg vil være meget godt rustet til at forklare adfærd, hvorfor folk handler forkert, hvordan præferencer opstår og bibeholdes, hvordan og hvorfor kommunikation fungerer eller går galt, og hvilke muligheder vi har for at påvirke disse. Jeg tror sagtens at hjerneforskningen kan bruges fornuftigt til at forbedre vores viden om os selv, og hvordan vi kan forbedre vores adfærd og samarbejde på mange områder. Men vi er nødt til at kunne skelne skidt fra kanel, og det er svært når gud og hver mand kan kalde sig hjerneforsker, terapeut og så videre. Kald mig elitist, men jeg vil nok hellere sige at jeg stoler mere på en person som har brugt sit liv og karriere på at fordybe sig i et emne, end en som har taget nogle weekendkurser i det samme... Og jeg synes at den slags fordybelse burde kunne honoreres.

Hør Thomas Zoëga Ramsøy på Kommunikations- & Sprogforum 24. september.

 

 

Blå bog

 

Thomas Zoëga Ramsøy

Thomas Zoëga Ramsøy er neuropsykolog og ph.d. i kognitiv neurovidenskab, senior researcher og leder af Decision Neuroscience Research Group, som er et samarbejde mellem Copenhagen Business School og Danish Research Centre for Magnetic Resonance ved Hvidovre Hospital. Formålet med projektet er at studere det hjernemæssige grundlag for beslutninger og hvordan præferencer dannes. Ramsøy er desuden ansvarlig for ”Hjernebloggen” på videnskab.dk, blogger på BrainEthics og er redaktør på Science & Consciousness Review

 

KOM magasinet (September - 2009)