Jeg er ikke reporter – og dog

”Jeg er ikke taler” lyder det gerne fra onkel Vitus, og måske er han det vitterligt heller ikke selvom han ufortrødent fortsætter sin tale og først standser igen ved den obligatoriske skålfinale.

Der er en lang tradition for at forsikre sine tilhørere om sin beskedenhed, og disse forsikringer er ikke forbeholdt amatører. Også konger, kejserinder og ministre må gerne udvise ydmyghed over for deres konkrete opgaver og den virkelighed de skal give retorisk form: ”Der er ingen ord der slår til når man skal indvie en bygning som denne …” Derudover må de gerne udvise ydmyghed over for selve den retoriske kunst: ”Sproget er et orgel som jeg kun kan spille på med to tøvende fingre, men lad mig alligevel forsøge …”

Af og til må også professionelle journalister insistere på deres retoriske utilstrækkelighed. Men hvorfor egentlig det? De får vel ikke deres penge for at mangle ord?

Dette er ikke journalistik
Lad os se på et par eksempler. Da journalisten Mads Brügger i 2002 dækker våbenmessen Milipol i Paris som reporter for magasinet Euroman, kunne der godt være lagt op til pulserende beskrivelser af al den avancerede teknologi der var samlet under ét tag til anledningen. Men Mads Brügger slår koldt vand i sproget fra første færd. Han er ikke betaget. Han er rystet og kan ikke få sig til at skrive en dynamisk, veloplagt reportage:

Det er et langt klip, og sådan skriver jeg også om det … og hvis det her var journalistik, ville jeg ikke fortælle om det på denne måde, men dette er ikke journalistik, dette er sandheden.

Mødet med den journalistiske opgave overvælder ham. Skribenten har kvalme, og han vælger en skrivestil der er tilsvarende bleg og afdæmpet.

Læsernes mand
I denne stemning følger vi Mads Brügger rundt på messeområdet, og trods sin lede ved situationen forsøger han at passe sit journalistiske arbejde efter den oprindelige skabelon der var stukket ud. Undervejs lader han den fravalgte form og den fravalgte tone give ekko i sit sprog:

Hvis man har tålmodighed skal jeg nok berette om alle de fede, nye teknikker og trends, som er på vej. I denne nederverden er de nemlig ikke bange for fremtiden, skal jeg love for.

Han gennemfører nogle interviews, studerer nogle produkter og forsøger at finde mening i galskaben, for eksempel ved løbende at referere til tv-serier, computerspil og lignende fra sine egne (og fra læsernes) vante rammer. Han opsøger nogle af de danske firmaer der er repræsenteret på messen, for at undersøge deres rolle i våbenindustrien. Men den opgave har han heller ikke meget held med. Alt hvad han kan gøre, er at nævne firmaerne ved navn og citere de få replikker han får ud af dem for dog i det mindste at afsløre deres hemmelighedskræmmeri:

”Husk nu ikke at nævne os,” siger Peter Kristiansen. ”Ja, ja,” siger jeg og forsvinder i slipstrømmen på 50 politigendarmer fra Chile. Med løgn på.

Brügger fortæller altså læseren om sine journalistiske strategier og viser os dermed også hvad alternativet havde været. For eksempel at gå med i baren, blive grebet af den eksklusive atmosfære, komme på fortrolig fod og lade sine kontakter tale uden for referat.

Brüggers utilstrækkelighedserklæring bliver dermed et integritetsstempel. Skribenten iscenesætter sig som en forpint antihelt der kæmper for sin egen sandhed. Det gør han ved at trodse både de stilistiske konventioner der giver magasinreportager deres form, og de sociale kræfter der kunne korrumpere ham i felten. Og netop derfor er han naturligvis fra først til sidst: læsernes ven. Han er vores mand, præcis som onkel Vitus der undsiger den lumske talekunst for dermed at insistere på sin oprigtighed.

Stoffet former sproget
I 2003, igen i en reportage til Euroman, lægger Mads Brügger den omvendte strategi og forsøger så at sige at korrumpere sig selv på forhånd. Opgaven er denne gang at dække Burning Man i Nevadaørkenen, en årligt tilbagevendende festival der tiltrækker i titusindvis af mennesker, og som Brügger i sin artikel præsenterer som ”en tumult af stoffer, ild, pot-chicks, Microsoft-millionærer, nøgne hippier, bøsse-ravere og sæbebobleblæsende klovne.”

Brügger skildrer hvordan han og hans fotograf ankommer til Los Angeles og lejer ”en champagnefarvet Ford Expedition LX med beige læderstue”, tænder for noget aggressiv musik og kører af sted ”gennem det onde, blå lys”. Han pisker simpelthen en stemning op, både i felten og i teksten, og lægger an til at blive en grundigt integreret del af sin egen journalistiske historie.

Ved ankomsten til festivalpladsen Black Rock City får Brügger en direkte opfordring til at give sig hen: ”Velkommen hjem, husk at deltage… don’t be a tourist”. Og han gør da også tegn i teksten til at være påvirket af situationen og lader indtrykkene fra stedet præge sin skrivestil:

Jeg spørger, hvor det nærmeste toilet befinder sig, og før jeg ved af det, står [lejrnaboen] Gene bøjet ind over mig med et kort af Black Rock City og forklarer, hvor det nærmeste lokum ligger, mens pikhylsteret [stort, grønt og med en lille dukke af Anders And monteret på toppen] presser mod mit lår, og virkeligheden føles som et stykke husholdningsfilm, der bliver struuuuuuuuukket til alle sider. 

Journalistikken skal genopfindes
Bizarre optrin som disse er der ingen ende på i Black Rock City. Også denne opgave kræver sin skribent, og Brüggers retoriske beskedenhedsformel bliver formuleret undervejs i artiklen på følgende facon:

Jeg forstår i stigende grad, at Burning Man er en olympisk disciplin for journalister. Den ultimative Burning Man-reportage er stadig ikke blevet skrevet, selv om mange har prøvet, og alt taler for, at det heller ikke vil lykkes for mig. Sagen er nemlig den, at man skal opfinde et nyt sprog for at kunne naile denne dionysiske massebevægelse, som finder sted i et krydsfelt mellem populærkultur, fremmedgørelsen af det moderne menneske og myten om det alternative og det oprindelige. Men dette sprog ville være et gakket og skizoidt sprog, som ingen ville kunne læse. Kan dette læses?

Og for nu at svare på hans spørgsmål, så – ja, det kan sagtens læses, for Mads Brügger observerer mere og mere og deltager mindre og mindre, efterhånden som historien udfolder sig. Begivenhederne bliver for mærkværdige, og Brüggers skrivestil bliver tilsvarende analytisk og distanceret. Festivalens højdepunkt, en rituel afbrænding af en kæmpe træmand, kommer til at fungere som et næsten komisk antiklimaks som Mads Brügger finder ord til at beskrive inden for en tryg og hjemlig erfaringsramme: ”Det er lidt ligesom juleaften…”

Formgivning for åbent tæppe
”Jeg har lyst til at skrive mit livs bedste artikel, men jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg skal afslutte den”, lyder det i sidste afsnit af festivalberetningen.

Mads Brügger slår sig i tøjret fordi hans oplevelse simpelthen er svær at få styr på. Og er det bare krukkeri og falsk beskedenhed? Hvorfor ikke bare lede efter ordene tilstrækkelig længe og så præsentere læserne for et formfuldendt slutresultat? Hvorfor al den højlydte tøven?

Når Brügger vælger at dele sine retoriske overvejelser med sine læsere, viser han os ikke bare de begivenheder der er anledning til artiklen. Han viser os hvordan begivenhederne decideret former hans tekst, og hvordan teksten nødvendigvis også former begivenhederne.

Oplevelserne skal modelleres, så både læserne og han selv kan blive i stand til at begribe dem, og det vælger Mads Brügger at gøre for åbent tæppe. Han eksperimenterer og skifter journalistisk kurs undervejs i sine reportager. Han træffer nogle markante stilistiske valg der kan sætte sig i kroppen på læserne, så de husker deres læseoplevelse længe efter.

Dermed deler skribenten den erfaring med os andre at verden er vanskelig at beskrive, men rig nok på retorik til at vi hver især kan gøre et ærligt forsøg. I sprælsk beskedenhed.

KOM magasinet (Oktober - 2006)