Din profil kommer til at stå stærkere, hvis du fokuserer på færre spidskompetencer i stedet for at skyde med spredehagl. Inden du går i gang med jobsøgningen, er det en god ide at tænke over, hvad det er lige præcis, du kan? Hvad gør din profil særlig? Lad være med at tænke på, at du skal kunne det samme som alle de andre. Fokuser på, hvad du har talent for, og ikke mindst, hvad du synes er sjovt. Og match så kompetencerne med de stillinger, du søger.
Når du har bygget en stærkt profil op, så lad dine kompetencer gå igen i de forskellige dele af jobsøgningen. På den måde får du skabt en rød tråd, der gør det nemt for arbejdsgiver at se, hvad du kan, og samtidig fremstår du troværdig.
Den faglige profil på dit CV
Dit CV skal målrettes de jobs, du søger. Især er det vigtigt, at den faglige profil peger i retning af den virksomhed du søger hos, og de funktioner de efterspørger. Her skal du have dine vigtigste kernekompetencerne og erfaringer i spil. Det er i den faglige profil, du har mulighed for at rammesætte din erfaring og dine aktiviteter, så arbejdsgiver læser med de briller, du ønsker. Sørg også for, at man kan se under din erfaring, hvor dine kompetencer kommer fra.
Ansøgningen
Når arbejdsgiver har kigget på dit CV og fundet det interessant, går hun videre til din ansøgning. Derfor skal du sørge for, at der er en rød tråd fra CV til ansøgning. Se den faglige profil på dit CV som en appetizer for, hvad der skal stå i din ansøgning. Byg ansøgningen op over de samme kompetencer og HUSK at komme med konkrete bud på, hvad du kan og vil gøre med de kompetencer. Løft sløret for din viden.
Fortæl lidt om dig selv....
Når du er blevet inviteret til jobsamtale, vil en af de første spørgsmål ofte være: Fortæl lidt om dig selv. Her bygger du igen din korte tale op over de samme kompetencer og erfaringer. Når du forbereder dig til samtalen, så sørg også for at finde konkrete eksempler på dine udvalgte kompetencer og erfaringer. Eksempler på noget du har gjort, og eksempler på, hvordan du forestiller dig, du vil bruge kompetencerne i jobbet.
Lader du dine kompetencer gå igen på denne måde, har du også et bedre overblik over, hvad du skal sige til samtalen. På den måde fremstår du struktureret, med overskud og endnu en gang troværdig.